Påvirkning af indeklimaadfærd
Ved interview af 12 beboere i lejeboliger og en spørgeskemaundersøgelse blandt yderligere 35 beboere, er det undersøgt om de kender indeklimarådene, og hvorvidt de følges. Denne undersøgelse tager udgangspunkt i fire udvalgte temaer: Partikelforurening, fugt, kemikalier og temperatur. Undersøgelsen viser, at de fleste beboere kender de mest almindelige indeklimaråd, men at det ofte er forhold som fx komfort, økonomi og indgroede vaner, der gør at rådene ikke følges.
Det fremgår desuden, at skriftligt informationsmateriale ikke har den store effekt på beboernes indeklimaadfærd, men at personlig kontakt virker langt bedre. Interviewene viser også, at praktiske løsninger, som fx affugtere, emhætter og termostater er en forudsætning for, at indeklimarådene følges. Det nytter ikke at anbefale beboerne, at de ikke må tørre deres tøj indendørs, hvis de ikke har andre fornuftige alternativer. Sådanne anbefalinger vil ikke være meningsfulde og vil derfor ikke blive efterlevet.